BARNDOM
6. september 2017

Verden set med børneøjne.

Den norske mesterinstruktør Margreth Olin viser i sin nyeste film, hvordan det ser ud, når børn får lov at gøre det, de er bedst til: at lege – uden hensyn til læreplaner, læringsmål og andre diktater.

Hun har fulgt livet i en naturbørnehave i et år. Filmen bringer os helt tæt på børnene, mens de er i gang med at skabe sig selv. De er omgivet af natur, kærlighed og kreativitet, og havde man glemt, hvor fantastiske børn er, minder BARNDOM os om det. Der er ikke så få rørende øjeblikke, hvor vi bliver vidner til deres opdagelser og erkendelser.

Olin holder sig bag kameraet og lader børnelivet udspille sig uden forklaringer eller udtalelser fra voksne på børnenes vegne. Men trods den observerende stil bliver filmen en stille protest og lægger op til debat om det stadig stærkere fokus på, at stadig yngre børn skal tilegne sig akademisk kundskab.

Filmen er set af mere end 40.000 i hjemlandet Norge.

Instruktør: Margreth Olin
Producent: Speranza AS
Land: Norge
Længde: 1 time og 30 min.
Sprog: Norsk med danske undertekster

Om instruktøren(-erne)
Margreth Olin (født Norge, 1970)

Margreth Olin er norsk filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun står bag en lang række prisbelønnede film bl.a. DEI MJUKE HENDENE (1998) og KROPPEN MIN (2002). For begge film modtog hun den norske Oscar, Amandaprisen. Hun har også spillefilminstrueret ENGLEN fra 2009 med Maria Bonnevie i hovedrollen. Olin evner både at skabe debat, begejstre anmeldere og at tiltrække biografgæster, hvilket hun senest gjorde med dokumentarfilmen MANNEN FRA SNÅSA (2016), som blev vist på dansk tv under titlen MANDEN MED DE MAGISKE HÆNDER.

enda