BIG TIME
3. maj 2017

Et filmportræt af Danmarks verdenskendte arkitekt

Bjarke Ingels startede ud som en ung mand, der drømte om at lave tegneserier, og nu er han udråbt af The Wall Street Journal til “en af arkitektverdens største stjerner”. BIG TIME følger ham over en periode på 5 år (2011-2016), mens han kæmper for at fuldføre sit største projekt til dato. Vi kommer både med bag den kreative proces og det uendelige antal kompromiser, som arbejdet kræver, og vi er med, når privatlivet presser sig på. Hans firma Bjarke Ingels Group (BIG) har fået opgaven at designe og bygge en af de skyskrabere, der skal erstatte tvillingetårnene, der styrtede sammen den 11. september 2001. Mens han er i gang med at skabe en bygning, som kommer til at ændre selveste New Yorks skyline, bliver han ramt af noget så jordnært som helbredsmæssige udfordringer. Filmen giver et intimt indblik i denne nyskabende og ambitiøse dansker, som hele verden fejrer som et geni.

Instruktør: Kaspar Astrup Schröder
Producent: Sonntag Pictures
Land: Danmark
Længde: 1 time og 33 min.
Sprog: Dansk og engelsk med danske tekster

Om instruktøren(-erne)
Kaspar Astrup Schröder (født Danmark, 1979)
Kaspar Astrup Schröder debuterede som instruktør i 2009 med filmen
“Opfindelsen af Dr.Nakamats” og har siden lavet flere dokumentarfilm i spillefilm længde blandt andet ”Lej en familie A/S”, som havde premiere i DOXBIO i 2012 og vandt Golden Eye prisen i 2013 for Bedste International Dokumentar. I 2014 etablerede Kaspar Astrup Schröder sammen med kolleger produktionsselskabet Good Company Pictures.
enda